DK | EN
Sille F. Sørensen.jpg

SILLE ER MORGENDAGENS MASKINMESTER

Der er ikke mange som Sille F. Sørensen. Hun repræsenterer den endnu ret sjældne kombination af at være kvinde og maskinmesterstuderende. Lige om lidt afrunder hun virksomhedspraktikken på værkstedsskoleforløbet og indleder maskinmesteruddannelsens grundforløb.

Tekst, fotos, video: Ole Jeppesen

Sille viser hjemmevant rundt på det topmoderne flisfyrede kraftvarmeværk. Fra kælder til kvist så at sige. Hun glæder sig til at komme i skole og nørde løs, som hun siger. Ikke at hun er træt af at være i praktik – tværtimod – men hun ser frem til endelig at få en masse teori ind under huden.

”Jeg er rigtig glad for mit valg af at læse til maskinmester. Det er spændende og teknisk meget bredt,” siger hun.

Hendes praktiksted er Hillerød Forsynings Biokraftvarmeværk, som forsyner en god del af Hillerøds borger med el og varme. En traditionelt set mandsdomineret arbejdsplads.

”Jeg har det fint med at være i en mandeverden. Der er en afslappet stemning, og jeg har fået gode kammerater her,” fortæller Sille.

Hun har hjulpet til med alt fra svejsearbejde over almindeligt vedligehold til administrative opgaver såsom flisindkøb og -kontrol. Men det projekt, hun bruger mest energi på, er en slags centralstøvsuger, som vil lette rengøring af blandt andet kedlerne. Her har hun blandt andet arbejdet med at finde optimale rørføringsveje.

”Det er et sjovt og alsidigt arbejde, og jeg kan sagtens se mig selv arbejde i energiforsyningen i fremtiden,” konstaterer hun.

Fordommene faldt til jorden

Hendes chef, Kent Unold, er vældig tilfreds med MSK-praktikanten.

”Det er spændende at have Sille som praktikant. Jeg havde nogle bekymringer i starten, fordi hun er den første kvinde herude. Hvad med badefaciliteter – og kan hun mon klare omgangstonen? Men det er gået gnidningsløst. Alle mine fordomme er blevet manet i jorden,” siger driftschef Kent Unold.

Han melder sig parat til flere kvindelige praktikanter, hvis det skulle blive aktuelt.

”Faget passer nu om dage fint til kvinder, idet det hårde fysiske arbejde er blevet faset ud til fordel for flere administrative funktioner og ledelsesansvar,” siger han og uddyber:

”Jeg tror endda, at kvinder i mange tilfælde kan blive bedre ledere end mænd på grund af deres gode empatiske evner.”

Sille F. Sørensen er enig: Kvinder har en masse at byde ind med i faget og bør overveje uddannelsen grundigt.

”Det er dumt at gå glip af denne mulighed på grund af gammeldags tankegang. Kvinder hører også hjemme her. Som maskinmester har man et væld af muligheder i alle brancher, og det bør kvinder ikke snyde sig selv for…”

 

Fakta om virksomhedspraktik på MSK’s Værkstedsskole

  • Virksomhedspraktikken er afslutning på MSK’s Værkstedsskoleforløb.
  • Værkstedsskoleforløbet muliggør overordnet set, at studerende uden håndværksmæssig erhvervsuddannelse (men med gymnasial baggrund - STX, HTX, HHX eller HF) kan få adgang til maskinmesteruddannelsens grundforløb.
  • Formålet med værkstedsskoleforløbet er således at give de studerende mulighed for at tilegne sig de grundlæggende håndværksmæssige færdigheder, der har relevans for en maskinmester.
  • Efter ni måneder på skolen skal den studerende i virksomhedspraktik for at få erfaring med den praktiske anvendelse af de håndværksmæssige færdigheder.

---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) ----------------------------------------------------------------------------------------------