DK | EN
pokal.jpg

Positiv institutionsakkreditering af Maskinmesterskolen København

Akkrediteringsrådet har 2. oktober 2019 akkrediteret Maskinmesterskolen København (MSK) positivt, jf. akkrediteringslovens § 8.1 Rådet har truffet afgørelsen på baggrund af vedlagte akkrediteringsrapport fra Danmarks Akkrediteringsinstitution.

Akkrediteringsrapporten er udarbejdet på baggrund af MSK’s selvevalueringsrapport, høringssvar og øvrig dokumentation.

Akkrediteringsrådet har truffet afgørelsen ud fra en helhedsvurdering på grundlag af de kriterier, som fremgår af akkrediteringsbekendtgørelsen2, retningslinjerne i ”Vejledning om institutionsakkreditering” af 1. juli 2013 og Akkrediteringsrådets notat af 15. marts 2018 om vurdering af institutionernes kvalitetssikringssystemer.

Akkrediteringsrådet har for det første vurderet, at MSK løbende gennemfører de indsatser, som uddybningspunkterne til de fem kriterier beskriver. Akkrediteringspanelet har noteret nogle mindre, klart afgrænsede problemstillinger, som MSK’s ledelse allerede er opmærksom på, og som efter Akkrediteringsrådets vurdering aktuelt adresseres på en tilfredsstillende måde af institutionen.

For det andet har rådet vurderet, at der er god kvalitet i udmøntningen af kvalitetssikringsarbejdet. Det vil sige, at MSK’s indsats er velbeskrevet og bygger på en velfungerende og systematisk praksis. Institutionen har et udbygget informationssystem med relevante data for uddannelsen og fastlagte politikker for, hvornår og hvorledes ledelsen vil skride ind overfor eventuelle problemer. Ligeledes er der en god informationsudveksling, både vertikalt og horisontalt, som understøtter velbegrundede indsatser. MSK gennemfører løbende justeringer i sin kvalitetssikringspraksis, og der er et bredt engagement blandt institutionens ansatte og ledelse, som fører til udvikling og anvendelse af indvundne erfaringer i fremtidige indsatser.

Akkrediteringsrådet henviser i øvrigt til akkrediteringsrapporten for uddybende grundlag for rådets afgørelse. I rapporten har akkrediteringspanelet også givet en række anbefalinger til den videre udvikling af institutionens kvalitetssikringssystem.

Det følger af en positiv institutionsakkreditering, jf. akkrediteringslovens § 9, stk. 1, at det er muligt for uddannelsesinstitutionen at foretage justering af eksisterende uddannelser og uddannelsesudbud. Uddannelsesinstitutionen kan derudover oprette nye uddannelser og nye uddannelsesudbud, når disse er prækvalificeret og godkendt, jf. akkrediteringslovens §§ 18 og 21.

Akkrediteringen er gældende til og med 2. oktober 2025, jf. akkrediteringslovens § 9.

Akkrediteringsrådet vil underrette ministeren om institutionens positive akkreditering.

Afgørelsesbrev og rapport

---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) ----------------------------------------------------------------------------------------------