DK | EN
Mikkel Kristensen.jpg

BLIV VEN MED DIN ROBOT!

De er overalt – robotterne, så du kan lige så godt lære at tale deres sprog for derved at lære dem bedre at kende. Et godt sted at begynde din rejse ind i robotternes og automationens verden er på MSK, Maskinmesterskolen København.

Af Ole Jeppesen

Procesanalyse og automation, robotter og avanceret PLC. Det lyder måske som kryptisk fremtidssnak, men fremtiden er i så fald i fuld gang. I hvert fald, hvis man spørger Søren Junker, lektor på MSK, som har indvilliget i at give en rundvisning i robotternes hjørne af skolen: Automations- og robotlaboratoriet.

”Automation får verden til at dreje rundt. Jeg plejer at bruge en bilvaskehal som eksempel, for det er et sted, alle kender. Automationen fortæller, hvornår din bil holder det rigtige sted. Automation styrer med udgangspunkt i det valgte program, hvornår der skal bruges børster, sæbe, tørring, voks og så videre,” illustrerer Søren Junker – og fortsætter med ivrig gestik:

”På samme måde er der automation blandet ind i skibstrafik, kraftværker, industrirobotter, samlebånd med mere. Kort sagt en stor del af en maskinmesters arbejdsdag. Derfor er automation en central del af maskinmesteruddannelsen, og derfor har MSK ofret store summer på at få skabt noget nær det ultimative automations- og robotlaboratorium,” fastslår lektoren.

Robotterne kommer med fred

Laboratoriet er stort og lyst og rummer en imponerende samling af maskiner. Simple såvel som avancerede industrirobotter, reguleringsmodeller med PLC-styring, digitale- og hardwarebaserede processimulatorer med og uden HMI (se ordforklaringer nedenfor) – samt et assorteret væld af undervisningsmodeller med afbrydere, pumper, sensorer og relæer.

”Jeg brænder jo for automation, men de fleste med bare lidt indsigt har bemærket, at robotter og automation fylder mere og mere i billedet. Nogen frygter udviklingen og mener, at robotterne tager arbejdet fra os. Jeg mener i stedet, at robotterne hjælper os med den del af arbejdet, der slider os op. Det er med dette udgangspunkt, at vi underviser vores studerende,” pointerer Søren Junker.

Det praksisnære element tilgodeses i form af samarbejde med industrien:

”Vi besøger jævnligt virksomheder, som præsenterer reelle problematikker for de studerende – hvorefter de studerende ved hjælp af teknologien kommer med løsningsforslag. Vi har i mange tilfælde oplevet, at de studerendes forslag har vist sig at holde vand, og at idéerne er blevet realiseret. Det er naturligvis en stor tilfredsstillelse for alle parter,” siger MSK-lektoren.

Et paradis for store legebørn

En af de studerende, som har været idémager for en virksomhed med et håndgribeligt problem, er Bertil Christian Soya.

”Det er fedt, når vores viden og teknologien i samspil kan hjælpe andre mennesker. I min praktikperiode hos Coloplast var jeg med til at lave en løsning til pakkeriet, som gjorde det mindre opslidende at folde 20.000 papæsker. Det er da til at tage og føle på,” konstaterer han med et smil.

”Jeg holder meget af at være her på laboratoriet. Det er en stor glæde for mig at programmere robotter og få dem til at udføre en handling. Jeg har haft det sådan, siden jeg fik mit første LEGO Mindstorms-sæt. Ja, robot-lab er på en måde lidt som Legoland for voksne,” mener Bertil Christian Soya.

Semesterkollegaen Mikkel Kristensen deler begejstringen for robot- og automationslaboratoriet:

”Det er noget af det, der gør uddannelsen fed. At vi ikke bare sidder i et klasselokale og stirrer på en person ved et whiteboard – men faktisk kan komme ind i et laboratorium og prøve tingene af i praksis. Vi har mulighed for at eksperimentere, fejle og lykkes med forskellige forsøg, og det giver os en enestående praktisk forståelse,” siger den unge maskinmesterstuderende.

FAKTA

Automation og robotteknologi indgår i faget ’Procesanalyse og automation’ i maskinmesteruddannelsens teoretiske del (5., 6. og 7. semester).

Derudover er det muligt at indlemme og anvende automations-elementer i nærmest samtlige valgfag på 8. semester – f.eks. emnet ’Robotter og avanceret PLC’ i faget Industry Technology - samt i virksomhedspraktik og bachelorprojekt (9. semester).

PLC: Programmable Logic Controller. En lille computer, der f.eks. automatiserer produktionsmaskiner i industrien.

HMI: Human–Machine Interface. Software som gør det muligt at styre og holde øje med den automatiserede produktion på en skærm.

---------------------------------------------------------------------------------------------- Tracking Code: Standard (Asynchronous) ----------------------------------------------------------------------------------------------